..og vores nabo, Coogee beach på en af de dage hvor regn, torden og lyn besøger os.

Vi er ankommet til Sydney og har fundet en fed lejlighed lige ved Coogee Beach. Den ligger perfekt, lige ved stranden og tæt nok på Sørens uni, UNSW, at han kan cykle dertil. Så vi har anskaffet os en cykel hver. Der er forbløffende kuperet i Sydney, så vi er glade for, at cyklerne har 21 gear.

Vi havde nogle dage i CBD (Central Business District), som ligger omkring operahuset, inden vi flyttede til Coogee. Her var vi så heldige at opleve NSW Food and Wine festival, hvor vi fik mulighed for at smage vin fra alle mulige distrikter i NSW - ikke dårligt!

Nu er hverdagen startet, stille og roligt, og det nyder vi!!

Her er lidt glimt fra Sydney indtil videre

Fra Tahiti rejste vi til New Zealands nord ø hvor vi havde 12 dage. Der er virkelig meget at se på New Zealand, og allerede inden vi ankom til New Zealand vidste vi, at vi ville få travlt hvis vi skulle nå at se alle de fantastiske ting, som der nu er at se. Vi landende i Auckland og kørte derfra til Bay of Islands, en smuk bugt med omkring 150 øer af varierende størrelse. Den store oplevelse var her vores sejltur på katamaran og jagten på delfiner. Vi havde håbet at få lov til at svømme med vilde delfiner i bugten, men det blev desværre ikke muligt da der var unger i alle delfingrupperne, som vi mødte. Alligevel var det helt fantastisk at opleve de vilde delfiner lave alle mulige former for akrobatiske spring i luften.

Et af de andre steder vi besøgte var Turangi der ligger for foden af tre store vulkaner. Det er også her, at man kan gøre den famøse Tongariro Alpine Crossing, som er en af New Zealands Great Walks. Så den skulle vi selvfølgelig også gå. Turen er cirka 20 km. lang, og går mellem to af de tre vulkaner, den ene af dem kendt som Mount Doom fra Lord of the Rings. Det var en hård, men på samme tid virkelig flot tur. Desværre var det meget blæsende den dag og specielt da vi nåede toppen og skulle ned var vindforholdende ikke optimale. Vi var nødt til at holde fast i hinanden så vi ikke blæste væk. Dagen efter blev brugt på rekreation af vores ømme ben. 

Efter 12 gode dage på nord øen tog vi videre til syd øen. Efter nogle travle dage på nord øen var det tid til at komme ned i tempo. Så Marlborough var første stop, kendt for deres hvidvin, specielt Sauvignon Blanc. Den første dag cyklede vi selv rundt til et par vingårde og anden dag var vi på en guided tur og besøgte en håndfuld vingårde. Vi havde egentlig forventet, at vi vi skulle smage en masse Sauvignon Blanc, men alle vingårdene havde et bredere udvalg. Specielt blev vi glade for Pinot Gris druen, som vi da også har haft rig mulighed for at smage sidenhen.

Et af de steder som vi har fået varmest anbefalet var Abel Tasman Nationalpart, så det var næste stop på turen. Størstedelen af parken, og specielt de smukkeste steder, er kun tilgængelige via ben eller båd. Og sejlet fik vi da gjort, både med vandtaxi og i kajakker. Det var her vi så de første sæler (og sælunger) samt blå pingviner på turen. Man kan næsten ikke forestille sig, at der i selv samme park lå adskillige lækre sandstrande.

Herfra gik turen hurtigt sydpå og ned til Queenstown. Klart den mest charmerende by vi besøgte i New Zealand. Byen ligger klemt ned mellem store bjerge og lige ud til en stor flot sø. De har, i modsætning til mange af de andre byen vi besøgte, formået at udnytte det flotte setting, som omgiver byen, så der var masser af hyggelig caféer og fed strandestemning, især præget af de mange unge mennesker som kommer dertil. En af tingene som byen er kendt for er det store udvalg af extreme sports. Vi fik da også vores eget adrenalinkick da vi skydivede fra 5 kilometers højde. Nok en af de fedeste oplevelser i begge vores liv!

Vi er nu ved afslutningen af vores ophold på New Zealand og i morgen går turen til Sydney.

Fransk Polynesien…..Et ø paradis uden lige midt i Stillehavet. Turen dertil fra JFK var mildt sagt besværligt. Adskillige timers forsinkelse fra JFK grundet den nylige snestorm og ingen bagage da vi endelig nåede frem til Tahiti efter 18 timers rejse. Bagagen kom heldigvis dagen efter. Lige inden vi fløj videre til Bora Bora. Øen er smuk, strandene lækre, men desværre er det regnsæson, så de tropiske regnskyl kommer pludseligt og lidt for ofte, efter vores smag.

Det bliver bedre på Huahine, hvor vi har 4 dage. Den første dag tager vi en kajak ud og padler rundt med delfiner. Der er mange, over 20 delfiner, som svømmer rundt og laver akrobatiske tricks i luften. Det er vilde delfiner og de er altså ikke trænede på nogen måde. Det gør også oplevelsen lidt større. Vi ser dem ikke de efterfølgende dage of føler os meget heldige over, at vi overhovedet fik lov til at padle rundt med dem. Ellers går tiden med snorkling. Det vrimler med farverige fisk.

Sidste ø på turen er Mo’orea. Lige så smuk de to forrige øer, men noget større så der er flere mennesker og butikker. Vi tager på bådtur og svømmer med black tip reef sharks og rays (rokker). En stor oplevelse og første gang for Catherine som efter lang tid (der skulle lige bygges idlt mod op) kommer i vandet med de store dyr.

Så vender vi snuden tilbage mod Tahiti. Én nat og nu er vi snart på vej til New Zealand og nye eventyr. Vi glæder os!!

Så blev alle eksaminer og afleveringer overstået og nu skulle julen fejres. I år en lidt anderledes jul med besøg hjemmefra. Vi valgte ikke at lave traditionel julemad. Det nytter ikke noget i et lille New York’er køkken. Juledagene blev brugt på ture i New York, blandt andet det berømte juletræ på Rockefeller Plaza. Her bugnede det også med turister, som selvfølgelig alle havde fået samme idé som os – at se træet om aftenen med lys på.

Vi har været i New York siden midt august og tiden er fløjet af sted. Studiet har krævet meget tid, men er veloverstået for os begge. Det har været en fed oplevelse og vi kommer helt klart til at savne New York City.

Vi har nu forladt NYC på et tidspunkt med sne og minus 12 grader. Et meget passende tidspunkt. Vi bevæger os mod varmere temperaturer.

Ferie! Efter en lille måneds tid med konference og franskundervisning er det blevet tid til 14 dages roadtrip på tværs af British Columbia, Canada og besøg i Banff og Jasper Nationalpark. En tur som Catherine og jeg har snakket om i flere år og som endelig blev til virkelighed.

Efter en fantastisk smuk indflyvning til Vancouver, der ligger omgivet af bjerge på den ene side og havet på den anden side, gik turen i bil med en overnatning i Kelowna til Banff - en tur på knap 900 km. En fantastisk smuk tur, hvor vi gjorde flere stop undervejs for blot at nyde naturen eller hike i de omkringliggende bjerge.

De næste 9 dage brugte vi i Banff og Jasper Nationalpark i jagten på the canadian big five; hjort, elsdyr, elg, bjørn og ulv. Bjørnen var det dyr jeg allerhelst ville fange i kameraets linse, men samtidig også det af de fem dyr, som vi blev advaret mest mod. Da det var sæson for bær var flere områder i nationalparkerne lukket og i andre områder var der krav om at man altid gik mindst fire sammen og bar bearspray som forsvar i tilfælde af man skulle møde en agressiv bjørn, der ville forsvare sin unge. I området findes der to bjørnearter; black bear og grizzly bear. I vores rejseguide står bl.a. at hvis man støder på en agressiv grizzly og ikke har mulighed for at flygte eller jage den på flugt, så skal man rulle sig sammen på jorden, beskytte sit hoved og spille død. Møder man derimod en black bear, der er noget mindre, skal man tage kampen op... Heldigvis blev ingen af delene nødvendigt.

Allerede de første dage havde vi held med os, og vi fik hurtigt nogle fantastisk fotos af hjorte og elsdyr, der græssede ikke langt fra os. På tredje og sidste dag i Banff inden vi drog nordpå mod Jasper fik vi dog turens hidtil største adrenalin-sus. Til at starte med så vi den slet ikke. Vi var på vej tilbage til bilen efter en kortere tur ud til en bro over en flod, der førte ned til Lake Minnewanka. I forhold til nogle af de naturperler, der ellers findes i området ikke noget specielt, men på den anden side af floden var området afspærret, da der var set mange bjørne i området, så i vores jagt på en bjørn måtte vi lige ud og se om vi skulle være heldige at spotte en bjørn på den anden side af floden. Som sagt så vi ikke bjørnen første gang den passerede os inde mellem træerne et stykke fra stien, men heldigvis var der et par andre turister, der havde hørt den og set den på vej mod broen. Vi besluttede os for at følge efter dem tilbage til broen i håbet om at vi ville fange et glimt af bjørnen. Da vi først så den, gik der et sus i gennem både Catherine og jeg. Jeg tror hverken Catherine eller jeg vidste helt hvordan vi skulle reagere - skulle vi flygte eller blive og observere. Den ene af de to turister viste sig at være en parkbetjent på ferie, og jeg tror måske det var hans ro, som fik os til at blive og få denne uforglemmelige oplevelse. Han fortalte os også efterfølgende, at det var en black bear vi havde set og hvordan man kunne kende forskel på den og en grizzly. Tilbage til bjørnen. Først gik bjørnen over broen, og vi var alle hurtige til at træde nærmere for at få et glimt inden den forsvandt på den anden side. Det viste sig i midlertidig, at bjørnen havde en unge, der var blevet tilbage på samme side af broen hvor vi stod, så efter et kald fra ungen vendte moderen om i løb tilbage mod vores position, og det var her vi fik turens største adrenalin-sus indtil videre. Heldigvis løb bjørnen kun tilbage til sin unge og de gik derefter sammen over broen og forsvandt i skoven på den anden side. En fantastisk oplevelse som vi ikke kommer til at glemme foreløbig.

De næste to dage besøgte vi Moraine Lake og Lake Louise, der begge er ubeskriveligt smukke. Farven på vandet, der løber ned fra en nærliggende gletsjer er simplethen enestående, og speciel for hver af de to søer. Vi brugte en time i kano på Moraine Lake, der er vores favorit af de to. En god måde at opleve skønheden på, da man derved undgår kødranden af mennesker, der forsøger at få det bedste billede af de omkringliggende bjerge mens de spejler sig vandet.

I Jasper Nationalpark fortsatte rækken af de storslåede oplevelser i naturen. Blandt højdepunkterne var synet af en caribou med et kæmpe gevir, der fik resten af kroppen til at virke meget lille. Jeg kender ikke det danske navn for en caribou, men de minder om et elsdyr - bare lidt mindre. Derudover besøgte vi Athabasca gletsjer på en guidet tur udenom sprækker og møllehjul.

Efter 9 dages dyrejagt må vi konkludere, at vildmarken vandt. Vi nåede kun at se tre af de fem dyr vi satte ud for, mens elgen og ulven undslap vores ellers flittigt brugte kamera - vi tog i alt godt 1000 billeder i løbet af vores roadtrip.

Inden vi drog videre til Colorado for at deltage i en konference brugte vi de sidste tre dage af ferien i Vancouver, hvor vi fik tempoet lidt ned efter et hektisk program med flere hikes om dagen.

Så ankom vi til turens tredje destination, Montréal. Vi troede faktisk begge to, at det officielle sprog var engelsk, men det er faktisk fransk. Faktisk er Montréal den anden største by i verden hvor fransk er hovedsproget, næst efter Paris. 

Vi har hele to uger i Montréal og denne gang nøjes vi med at bo på ét hotel. Det er faktisk en virkelig dejlig fornemmelse endelig at kunne pakke kufferten helt ud og få luftet tøjet lidt. 

Vi har været meget heldige med hotellet som ligger lige i centrum, men stadig placeret tilbagetrukket fra al larmen. Som mange andre byer er Montréal inddelt i forskellige bydele og vi bor i bydelen "Le Village"  eller på engelsk "Gay Village". Det er tydeligt hvorfor bydelen har fået netop dette tilnavn. Efter vi har indlogeret os på hotellet går turen ned til nærmeste restaurant. Der er gang i gaden og vi lægger begge mærke til at der er forbløffende mange homoseksuelle og transvestitter og adskellige mandlige stripbarer og sexbutikker. Faktisk ser vi flere homoseksuelle end heteroseksuelle, en førstegangsoplevelse for både Søren og jeg. Kvarteret er ellers hyggeligt!

Downtown Montréal er inddelt i forskellige neighbourhoods og vi bruger en del tid på at udforske dem. Lige i nærheden af Gay Village, som vi bor i, er der Latiner kvarteret. Utrolig hyggeligt kvarter som huser adskellige teatre, hyggelige caféer og masser af vintage og second-hand butikker. Kvarteret er præget af en afslappet kunstnerisk atmosfære. Chinatown er primært fyldt med diverse asiatiske supermarkeder, underlige butikker og ikke mindst billige resauranter. Quatier international de Montréal er byens business distrikt og domineret af store, høje kontorbygninger. Den gamle bydel i Montréal er nok den største turistattraktion i byen og det er da også ét af de områder, som vi fandt hyggeligst. Fine brostensbelagte gader og gamle bygninger, som kan dateres tilbage til det 17. - 19. århundrede. Fine hestevogne hjælper da også med at opretholde det gamle bybillede. 

Omkring downtown Montréal ligger et af verdens største underjordiske shoppingcentre. Shoppingcentret består af en mængde indbyrdes forbundende komplekser og strækker sig over seks metrostationer. De forbundne komplekser omfatter både indkøbscentre, hoteller, kontorer, universiteter, metrostationer etc. og det hele er forbundet af et netværk af tunneler, som huser utallige butikker og madtjenester. Den samlede længde af alle tunnelerne er små 35 km.. Hverken Søren eller jeg fandt dog undergrundscentret specielt spændende, men det er da bekvemt om vinteren!

Søren har franskundervisning hver formiddag og i weekenden tager vi metroen ud af byen for at se det meget omtalte Jean Tallon marked. Markedet er enormt lækkert og fyldt med delikatesser, ølforhandlere, frugt- og grøntsagsstande og andre lækre ting. Man kan sammenligne det med torvehallerne. Søren og jeg profiterer og provianterer på de mange forskellige smagsprøver af frugt og grøntsager og vi behøver slet ikke frokost den dag. 

Vi besøger også parken Parc de Mont Royal, der har lagt navn til byen. Parken er designet af Frederick Law Olmsted, der også har designet Central Park i New York City, og den er da også rigtig fin. Efter en forholdsvis lang gåtur op ad mange trapper når vi Châlet de Mont Royal, som er en viewpost på toppen af bjerget. Herfra kan vi se ned på Montréal - en formidabel udsigt!

Montréal er en virkelig fed by og bestemt en god start på vores Canada-tur. Nu går det videre til Vancouver, Banff og Jasper. 

Så ankom vi endelig til Guadeloupe! Efter en lang flyvetur på 8 timer, hvor vi fløj med tiden, er vi trætte, men samtidig også meget spændte. 

Varmen og den høje fugtighed rammer os lige i hovedet så snart vi kommer ud af den behageligt afkølede lufthavn i hovedstaden Pointe-á-Pitre. Afhentning af bil går heldigvis rimeligt smertefrit og vi er hurtigt på vej videre til Basse-Terre, hvor vi skal tilbringe vores tre første overnatninger. De to største øer på Guadeloupe ligner vingerne på en sommerfugl og er forbundet af en mangrove sump. Den vestlige vinge kaldes "Basse-Terre", hvilket løseligt kan oversættes til "flad-jord", mens den østlige vinge hedder "Grande-Terre", der oversættes til "store-jord". Disse navne er dog temmelig misvisende, da Grande-Terre er flad, mens Basse-Terre er domineret af bakker, bjerge og en enkelt vulkan. 

Turen over Basse-Terre går gennem tropisk regnskov, og det går mildest talt langsomt. Vi har lejet en bil i genren "Mini Economique", en Renault Twingo Eco, og den kæmper virkelig for at få os, inklusiv vores to meget tunge kufferter, over bjergene. Søren har speederen i bund, men vi mister faktisk fart op ad stigningerne. Vi indser derfor hurtigt, at det meste af turen kommer til at foregå i andet og tredje gear, og at turen derfor tager betydeligt længere tid end forventet. Derudover havde vi begge en idé om, at øen slet ikke var særlig stor, og at vi derfor sagtens kunne nå frem til vores hotel inden mørkets frembrud, men da mørket begynder at falde på, er vi endnu ikke nået frem til hotellet. Det er kritisk, for vi har kun et meget simpelt kort over øen og kun en adresse til hotellet. Det lykkedes dog med hjælp fra nogle lokale at finde frem til hotellet - trætte og sultne. Her finder vi så ud af, at restauranten er lukket frem til oktober, hvor højsæsonen starter. Ikke specielt opmuntrende, så turen går tilbage til det lokale supermarked, hvor de mest nødvendige varer indkøbes. Vi har udendørskøkken på værelset, så mad får vi da. Og så er det ellers på hovedet i seng.

Den første dag tager Søren og jeg på stranden og vi har stort set hele stranden for os selv. Der er et par lokale, men ingen turister. Man kan tydeligt mærke, at Basse-Terre er meget lidt turistet. 
Senere besøger vi den lokale by, Deshais, og får arrangeret næste dags underholdning, som er dykning for Søren og snorkling for mig. 

Byen Deshais er meget lille og er præget af meget farverige bygninger, både hvad angår mure og tage. Vi har set både orange og lyserøde mure og grønt, blåt og rødt tag. De fleste bygninger er pæne om end en smule slidte, men der er også bygninger, som virkelig godt kunne bruge en kærlig hånd. Det er lidt pudsigt. Når man går gennem byen er de fleste bygninger pæne, og lige pludselig så kommer der en faldefærdig bygning, som mest af alt ligner et skur med et blik tag. 
Sådan er det faktisk generelt på hele Guadeloupe. Når man kører rundt på Guadeloupe er der rigtig mange flotte villaer, men det er primært uden for byerne, at man finder dem. Alle villaerne er bygget i "Fransk Kreolsk" stil, som er karakteriseret ved, at have store verandaer overdækket af et stort bredt tag og flere store franske døre, som kan åbnes fra verandaen og ind i huset. Samtidig passerer man også adskellige faldefærdige, ubebolige og skurlignende huse. 
 
Næste morgen gik turen sydpå over bjergene mod den lille by Pigeon, der ligger en lille times kørsel fra Deshais, eller rettere sagt stranden lige nord for Pigeon. Et par hundrede meter ude i det caribiske ocean ligger øen Pigeon, der af Jacques Cousteau blev udråbt til et af de bedste steder at dykke i verden. I følge Søren var det dog ikke så spektakulært som forventet, men vandet var varmt og der var masser af mindre fisk i mange forskellige varianter. Derudover var der en statue af Jacques Cousteau på havbunden. I følge de lokale skulle det give held og gode dyk for resten af livet, hvis man rørte ved statuens hoved, så det blev Søren selvfølgelig nødt til for ikke at ødelægge fremtidige dyk på forhånd.

Efter et par dejlige dage på Basse-Terre går turen til Saint-Anne på Grande-Terre. 

Det nye hotel ligger blot et stenkast fra stranden. Ikke så dårligt endda! Vi bliver indlogeret i en lille hytte med eget køkken og terrasse og så går turen ellers til stranden, som er både hyggelig og lækker.
Det meste af vores fritid (dvs. min tid og Sørens fritid) tilbringer vi på stranden hvor der står adskellige lokale gadesælgere, som sælger den traditionelle sinobol (snowball). En sinobol er meget enkelt revet is med sirup og kan sammenlignes med en slushice. De lokale gadesælgere medbringer selv en enorm isblok, en høvl og sirup med diverse smage, fx. grenadine og menthe. En Sinobol opnås ved at høvle is af isblokken (ligesom at høvle et stykke træ), som opsamles i høvlen og herefter hældes over i et plasticglas, hvorefter der hældes sirup over. De sælger også hjemmelavet sorbet, men i modsætning til de moderne ismaskiner som vi kender, består deres af en træspand og en cylinderformet metalbeholder med manuel røremekanisme. Mellem væggen af træspanden og metalbeholderen er der plads til is, og det er dette, som fungerer som fryseelement. Sorbeten opnås ved at hælde blandingen i metalbeholderen, hælde is på og herefter ved ren armkræft at røre indtil blandingen begynder at hærde. Det kræver stærke arme og udholdenhed i den varme, men resultatet er en ekstremt cremet og lækker sorbet. Vi faldt begge for fristelsen!

Byen Sainte-Anne er noget større end Deshais, men til gengæld er byen også meget mere slidt. Det gælder også butikkerne og restauranterne, og det betyder, at de ikke virker særligt lækre og indbydende. Når man dog først har sat sig på en af de små restauranter, bliver man alligevel charmeret af den lokale atmosfære og maden, som er både billig og generøs i portionerne. 

Vi fik også smagt nationaldrikken Ti-punch. Drikken består af lys rom, lime, lidt rørsukker og ingen isterninger. Meget enkelt og meget stærkt. I modsætning til de rom som vi kender i Danmark (rhum industrielle), som primært produceres på basis af Melasse, som er en mørk sirupsagtig substans og er restprodukt af rørsukkerproduktion, producerer man på Guadeloupe rom baseret på den rå rørsukkersaft (rhum agricole) og det er vigtigt, at det netop er denne rom som bruges i Ti-punch, fordi smagen af rhum agricole skulle være helt anderledes end smagen af rhum industrielle. 

Mandag skal vi have afleveret bilen i lufthavnen. Her finder vi ud af, at der ikke eksisterer en bus fra lufthavnen til hovedstaden Pointe-a-Pitre, så vi må tage en taxi til byen - mega umoderne! Fra byen kan vi så tage en bus til Sainte-Anne, hvor vi bor. Bussen er gammel, sæderne klistrede og den lugter virkelig dårligt! Da vi starter turen bliver busdørene heller ikke lukket, måske fordi de ikke virker mere, måske fordi det er bussens form for aircondition. Ikke desto mindre er det en lidt underlig fornemmelse at køre med åbne døre på motorvejen. Til gengæld er hastigheden på motorvejen begrænset, nok mest på grund af den meget gamle motor, som endog havde problemer med at trække bussen op ad en lille bakke. Det lykkedes dog at komme over bakken med en gennemsnitshastighed på 1 km. i timen. Vi kom helskindet frem, og det var da en interessant oplevelse. 

Sørens franskkursus kører hele ugen og undervisningen foregår om formiddagen og om eftermiddagen går tiden med, at Søren laver lektier til næste dag. Der sker hurtigt fremskridt i hans franskkundskaber, så nu er han klar til de næste to ugers undervisning i Montréal!

Den faglige del af opholdet i Lyon startede mandag morgen. En kongres organiseret af den Internationale Aktuarforening med fokus på AFIR/ERM (Actuarial approach for Financial Risks/Enterprise Risk Management), PBSS ( Pension Benefits and Social Security) og Livsforsikring. Kongressen forløb med en række foredrag, der var fælles for alle, og derudover var der mulighed for at vælge mellem forskellige præsentation inden for de nævnte emner. Jeg fokuserede på præsentationer inden for livsforsikring og herunder særligt på foredrag omkring Longevity eller på godt dansk levetidsforbedringer.Programmet for kongressen indeholdt, ud over den faglige del en række sociale arrangementer. 
Allerede søndag aften var der arrangeret velkomstreception med champagne og små hapsere i Palais de la Bourse. Utrolig flot lokation, hvor loftet i salen i sig selv var imponerende.

Mandag aften var der arrangeret gallamiddag på Château de Saint-Trys, som ligger godt 40 minutters kørsel fra Lyon. Slottet ligger smukt med udsigt over græs- og vinsletter. 

Slottet er i dag ejet af Grev og Grevinde Dorick de Brosses og der er mulighed for at leje lokaler på slottet til f.eks. bryllupper og desuden er der mulighed for at overnatte på slottet i ét af de fire værelser, som ligger i hovedbygningen. Alle værelserne har adskillige freskoer og trompe l'oeil og de har alle bevaret deres originale stil. 

Søren og jeg var så heldige at få en rundvisning i hovedbygningen af Greven himself. Eller det vil sige, en udvalgt gruppe blandt de deltagende i kongressen var blevet inviteret på rundvisning. Vi troede, at vi fulgte gruppen til festsalen, men efter jeg én gang upassende havde sat mig i Grevens og Grevindens private møbler for at få et billede af mig som Grevinde (blev faktisk smidt væk fra sofaen af Grevinden herself), fandt vi ud af, at gruppen ikke var på vej til festsalen, men i stedet i gang med en længere rundvisning på slottet. Som de nysgerrige mennesker vi nu er, lod vi som ingenting og forsøgte efter bedste evne at passe ind under resten af rundvisningen.

Vi nåede trods den lille omvej frem til festsalen i tide til middagen - en middag som vi havde store forventninger til! 

Der var i forvejen blevet reklameret med, at en to stjernet Michelen kok,  Christian Têtedoie, ville stå for menuen. Inden middagen blev der serveret champagne og små appetizers, som Christian Têtedoie også havde stået for - en delikat opvarming til middagen. Selve middagen var utrolig lækker, men måske en lille smule for meget foie gras efter min smag, og samtidig alt for lidt vin.

Tirsdag eftermiddag var der arrangeret vinsmagningstur til Beaujolais, som ligger nord for Lyon. Efter cirka en times buskørsel fra Lyon centrum ankom vi til Château de la Chaize, en stor vingård (99 hektar), hvor selveste Hilary Clinton og de andre hustruer til G7 statsoverhovederne var til vinsmagning i 1996, da G7 topmødet blev afholdt i Lyon. Det lagde man da heller ikke skjul på - der hang adskellige billeder på væggene fra netop dette besøg. 

Vinsmagningen foregik i den originale og meget store vinkælder fyldt med kæmpe store egetræstønder, som kunne rumme op til 100 Hl (hektoliter, 1 Hektoliter=100 liter). Vi smagte tre vine: Én rosé og to røde, der alle tre var udmærkede vine, men hvor den sidste rødvin klart var den bedste. Den sidste rødvin var produceret på gamle vinstokke, hvor udbyttet er mindre, men til gengæld opnås en kraftigere vin.

Efterfølgende gik turen til byen Oingt i Beaujolais, en lille og meget charmerende middelalderby, der er kategoriseret som én af Frankrigs smukkeste byer. Det skyldes blandt andet, at alle bygningerne i byen er bygget med den samme gyldenfarvede kalksten.

Nu var vi så også en lille smule trætte, men turen gik herefter til rådhuset i Lyon, hvor bl.a. borgmesteren for Lyon holdt tale for hele kongressen. Sjovest var dog nok at se rådhuset indenfor. Det er ikke noget, som alle og enhver får mulighed for. Alle rummene, som vi så, var malet gyldne fra gulv til loft og fyldt med diverse dekorationer. 

Efter en lang dag vandrede vi trætte hjem i seng. 

Den første dag i Lyon vandrede vi rundt i Lyon Veille Ville (den gamle bydel). Meget charmerende og hyggeligt med store pladser, mange kirker og caféer og gode shopping muligheder. 

I den første kirke, Cathédrale St. Jean, vi besøgte tændte vi et lys for vores rejse. Vi besøgte også kirken Notre-Dame de Fourvière. Kirken ligger meget flot, med udsigt over hele Lyon og kræver altså, at man går et pænt langt stykke op af rimelig stejl bakke eller tager trapperne. Men det var turen værd!