Så ankom vi endelig til Guadeloupe! Efter en lang flyvetur på 8 timer, hvor vi fløj med tiden, er vi trætte, men samtidig også meget spændte.
Varmen og den høje fugtighed rammer os lige i hovedet så snart vi kommer ud af den behageligt afkølede lufthavn i hovedstaden Pointe-á-Pitre. Afhentning af bil går heldigvis rimeligt smertefrit og vi er hurtigt på vej videre til Basse-Terre, hvor vi skal tilbringe vores tre første overnatninger. De to største øer på Guadeloupe ligner vingerne på en sommerfugl og er forbundet af en mangrove sump. Den vestlige vinge kaldes "Basse-Terre", hvilket løseligt kan oversættes til "flad-jord", mens den østlige vinge hedder "Grande-Terre", der oversættes til "store-jord". Disse navne er dog temmelig misvisende, da Grande-Terre er flad, mens Basse-Terre er domineret af bakker, bjerge og en enkelt vulkan.
Turen over Basse-Terre går gennem tropisk regnskov, og det går mildest talt langsomt. Vi har lejet en bil i genren "Mini Economique", en Renault Twingo Eco, og den kæmper virkelig for at få os, inklusiv vores to meget tunge kufferter, over bjergene. Søren har speederen i bund, men vi mister faktisk fart op ad stigningerne. Vi indser derfor hurtigt, at det meste af turen kommer til at foregå i andet og tredje gear, og at turen derfor tager betydeligt længere tid end forventet. Derudover havde vi begge en idé om, at øen slet ikke var særlig stor, og at vi derfor sagtens kunne nå frem til vores hotel inden mørkets frembrud, men da mørket begynder at falde på, er vi endnu ikke nået frem til hotellet. Det er kritisk, for vi har kun et meget simpelt kort over øen og kun en adresse til hotellet. Det lykkedes dog med hjælp fra nogle lokale at finde frem til hotellet - trætte og sultne. Her finder vi så ud af, at restauranten er lukket frem til oktober, hvor højsæsonen starter. Ikke specielt opmuntrende, så turen går tilbage til det lokale supermarked, hvor de mest nødvendige varer indkøbes. Vi har udendørskøkken på værelset, så mad får vi da. Og så er det ellers på hovedet i seng.
Den første dag tager Søren og jeg på stranden og vi har stort set hele stranden for os selv. Der er et par lokale, men ingen turister. Man kan tydeligt mærke, at Basse-Terre er meget lidt turistet.
Senere besøger vi den lokale by, Deshais, og får arrangeret næste dags underholdning, som er dykning for Søren og snorkling for mig.
Byen Deshais er meget lille og er præget af meget farverige bygninger, både hvad angår mure og tage. Vi har set både orange og lyserøde mure og grønt, blåt og rødt tag. De fleste bygninger er pæne om end en smule slidte, men der er også bygninger, som virkelig godt kunne bruge en kærlig hånd. Det er lidt pudsigt. Når man går gennem byen er de fleste bygninger pæne, og lige pludselig så kommer der en faldefærdig bygning, som mest af alt ligner et skur med et blik tag.
Sådan er det faktisk generelt på hele Guadeloupe. Når man kører rundt på Guadeloupe er der rigtig mange flotte villaer, men det er primært uden for byerne, at man finder dem. Alle villaerne er bygget i "Fransk Kreolsk" stil, som er karakteriseret ved, at have store verandaer overdækket af et stort bredt tag og flere store franske døre, som kan åbnes fra verandaen og ind i huset. Samtidig passerer man også adskellige faldefærdige, ubebolige og skurlignende huse.
Næste morgen gik turen sydpå over bjergene mod den lille by Pigeon, der ligger en lille times kørsel fra Deshais, eller rettere sagt stranden lige nord for Pigeon. Et par hundrede meter ude i det caribiske ocean ligger øen Pigeon, der af Jacques Cousteau blev udråbt til et af de bedste steder at dykke i verden. I følge Søren var det dog ikke så spektakulært som forventet, men vandet var varmt og der var masser af mindre fisk i mange forskellige varianter. Derudover var der en statue af Jacques Cousteau på havbunden. I følge de lokale skulle det give held og gode dyk for resten af livet, hvis man rørte ved statuens hoved, så det blev Søren selvfølgelig nødt til for ikke at ødelægge fremtidige dyk på forhånd.
Efter et par dejlige dage på Basse-Terre går turen til Saint-Anne på Grande-Terre.
Det nye hotel ligger blot et stenkast fra stranden. Ikke så dårligt endda! Vi bliver indlogeret i en lille hytte med eget køkken og terrasse og så går turen ellers til stranden, som er både hyggelig og lækker.
Det meste af vores fritid (dvs. min tid og Sørens fritid) tilbringer vi på stranden hvor der står adskellige lokale gadesælgere, som sælger den traditionelle sinobol (snowball). En sinobol er meget enkelt revet is med sirup og kan sammenlignes med en slushice. De lokale gadesælgere medbringer selv en enorm isblok, en høvl og sirup med diverse smage, fx. grenadine og menthe. En Sinobol opnås ved at høvle is af isblokken (ligesom at høvle et stykke træ), som opsamles i høvlen og herefter hældes over i et plasticglas, hvorefter der hældes sirup over. De sælger også hjemmelavet sorbet, men i modsætning til de moderne ismaskiner som vi kender, består deres af en træspand og en cylinderformet metalbeholder med manuel røremekanisme. Mellem væggen af træspanden og metalbeholderen er der plads til is, og det er dette, som fungerer som fryseelement. Sorbeten opnås ved at hælde blandingen i metalbeholderen, hælde is på og herefter ved ren armkræft at røre indtil blandingen begynder at hærde. Det kræver stærke arme og udholdenhed i den varme, men resultatet er en ekstremt cremet og lækker sorbet. Vi faldt begge for fristelsen!
Byen Sainte-Anne er noget større end Deshais, men til gengæld er byen også meget mere slidt. Det gælder også butikkerne og restauranterne, og det betyder, at de ikke virker særligt lækre og indbydende. Når man dog først har sat sig på en af de små restauranter, bliver man alligevel charmeret af den lokale atmosfære og maden, som er både billig og generøs i portionerne.
Vi fik også smagt nationaldrikken Ti-punch. Drikken består af lys rom, lime, lidt rørsukker og ingen isterninger. Meget enkelt og meget stærkt. I modsætning til de rom som vi kender i Danmark (rhum industrielle), som primært produceres på basis af Melasse, som er en mørk sirupsagtig substans og er restprodukt af rørsukkerproduktion, producerer man på Guadeloupe rom baseret på den rå rørsukkersaft (rhum agricole) og det er vigtigt, at det netop er denne rom som bruges i Ti-punch, fordi smagen af rhum agricole skulle være helt anderledes end smagen af rhum industrielle.
Mandag skal vi have afleveret bilen i lufthavnen. Her finder vi ud af, at der ikke eksisterer en bus fra lufthavnen til hovedstaden Pointe-a-Pitre, så vi må tage en taxi til byen - mega umoderne! Fra byen kan vi så tage en bus til Sainte-Anne, hvor vi bor. Bussen er gammel, sæderne klistrede og den lugter virkelig dårligt! Da vi starter turen bliver busdørene heller ikke lukket, måske fordi de ikke virker mere, måske fordi det er bussens form for aircondition. Ikke desto mindre er det en lidt underlig fornemmelse at køre med åbne døre på motorvejen. Til gengæld er hastigheden på motorvejen begrænset, nok mest på grund af den meget gamle motor, som endog havde problemer med at trække bussen op ad en lille bakke. Det lykkedes dog at komme over bakken med en gennemsnitshastighed på 1 km. i timen. Vi kom helskindet frem, og det var da en interessant oplevelse.
Sørens franskkursus kører hele ugen og undervisningen foregår om formiddagen og om eftermiddagen går tiden med, at Søren laver lektier til næste dag. Der sker hurtigt fremskridt i hans franskkundskaber, så nu er han klar til de næste to ugers undervisning i Montréal!
Varmen og den høje fugtighed rammer os lige i hovedet så snart vi kommer ud af den behageligt afkølede lufthavn i hovedstaden Pointe-á-Pitre. Afhentning af bil går heldigvis rimeligt smertefrit og vi er hurtigt på vej videre til Basse-Terre, hvor vi skal tilbringe vores tre første overnatninger. De to største øer på Guadeloupe ligner vingerne på en sommerfugl og er forbundet af en mangrove sump. Den vestlige vinge kaldes "Basse-Terre", hvilket løseligt kan oversættes til "flad-jord", mens den østlige vinge hedder "Grande-Terre", der oversættes til "store-jord". Disse navne er dog temmelig misvisende, da Grande-Terre er flad, mens Basse-Terre er domineret af bakker, bjerge og en enkelt vulkan.
Turen over Basse-Terre går gennem tropisk regnskov, og det går mildest talt langsomt. Vi har lejet en bil i genren "Mini Economique", en Renault Twingo Eco, og den kæmper virkelig for at få os, inklusiv vores to meget tunge kufferter, over bjergene. Søren har speederen i bund, men vi mister faktisk fart op ad stigningerne. Vi indser derfor hurtigt, at det meste af turen kommer til at foregå i andet og tredje gear, og at turen derfor tager betydeligt længere tid end forventet. Derudover havde vi begge en idé om, at øen slet ikke var særlig stor, og at vi derfor sagtens kunne nå frem til vores hotel inden mørkets frembrud, men da mørket begynder at falde på, er vi endnu ikke nået frem til hotellet. Det er kritisk, for vi har kun et meget simpelt kort over øen og kun en adresse til hotellet. Det lykkedes dog med hjælp fra nogle lokale at finde frem til hotellet - trætte og sultne. Her finder vi så ud af, at restauranten er lukket frem til oktober, hvor højsæsonen starter. Ikke specielt opmuntrende, så turen går tilbage til det lokale supermarked, hvor de mest nødvendige varer indkøbes. Vi har udendørskøkken på værelset, så mad får vi da. Og så er det ellers på hovedet i seng.
Den første dag tager Søren og jeg på stranden og vi har stort set hele stranden for os selv. Der er et par lokale, men ingen turister. Man kan tydeligt mærke, at Basse-Terre er meget lidt turistet.
Senere besøger vi den lokale by, Deshais, og får arrangeret næste dags underholdning, som er dykning for Søren og snorkling for mig.
Byen Deshais er meget lille og er præget af meget farverige bygninger, både hvad angår mure og tage. Vi har set både orange og lyserøde mure og grønt, blåt og rødt tag. De fleste bygninger er pæne om end en smule slidte, men der er også bygninger, som virkelig godt kunne bruge en kærlig hånd. Det er lidt pudsigt. Når man går gennem byen er de fleste bygninger pæne, og lige pludselig så kommer der en faldefærdig bygning, som mest af alt ligner et skur med et blik tag.
Sådan er det faktisk generelt på hele Guadeloupe. Når man kører rundt på Guadeloupe er der rigtig mange flotte villaer, men det er primært uden for byerne, at man finder dem. Alle villaerne er bygget i "Fransk Kreolsk" stil, som er karakteriseret ved, at have store verandaer overdækket af et stort bredt tag og flere store franske døre, som kan åbnes fra verandaen og ind i huset. Samtidig passerer man også adskellige faldefærdige, ubebolige og skurlignende huse.
Næste morgen gik turen sydpå over bjergene mod den lille by Pigeon, der ligger en lille times kørsel fra Deshais, eller rettere sagt stranden lige nord for Pigeon. Et par hundrede meter ude i det caribiske ocean ligger øen Pigeon, der af Jacques Cousteau blev udråbt til et af de bedste steder at dykke i verden. I følge Søren var det dog ikke så spektakulært som forventet, men vandet var varmt og der var masser af mindre fisk i mange forskellige varianter. Derudover var der en statue af Jacques Cousteau på havbunden. I følge de lokale skulle det give held og gode dyk for resten af livet, hvis man rørte ved statuens hoved, så det blev Søren selvfølgelig nødt til for ikke at ødelægge fremtidige dyk på forhånd.
Efter et par dejlige dage på Basse-Terre går turen til Saint-Anne på Grande-Terre.
Det nye hotel ligger blot et stenkast fra stranden. Ikke så dårligt endda! Vi bliver indlogeret i en lille hytte med eget køkken og terrasse og så går turen ellers til stranden, som er både hyggelig og lækker.
Det meste af vores fritid (dvs. min tid og Sørens fritid) tilbringer vi på stranden hvor der står adskellige lokale gadesælgere, som sælger den traditionelle sinobol (snowball). En sinobol er meget enkelt revet is med sirup og kan sammenlignes med en slushice. De lokale gadesælgere medbringer selv en enorm isblok, en høvl og sirup med diverse smage, fx. grenadine og menthe. En Sinobol opnås ved at høvle is af isblokken (ligesom at høvle et stykke træ), som opsamles i høvlen og herefter hældes over i et plasticglas, hvorefter der hældes sirup over. De sælger også hjemmelavet sorbet, men i modsætning til de moderne ismaskiner som vi kender, består deres af en træspand og en cylinderformet metalbeholder med manuel røremekanisme. Mellem væggen af træspanden og metalbeholderen er der plads til is, og det er dette, som fungerer som fryseelement. Sorbeten opnås ved at hælde blandingen i metalbeholderen, hælde is på og herefter ved ren armkræft at røre indtil blandingen begynder at hærde. Det kræver stærke arme og udholdenhed i den varme, men resultatet er en ekstremt cremet og lækker sorbet. Vi faldt begge for fristelsen!
Byen Sainte-Anne er noget større end Deshais, men til gengæld er byen også meget mere slidt. Det gælder også butikkerne og restauranterne, og det betyder, at de ikke virker særligt lækre og indbydende. Når man dog først har sat sig på en af de små restauranter, bliver man alligevel charmeret af den lokale atmosfære og maden, som er både billig og generøs i portionerne.
Vi fik også smagt nationaldrikken Ti-punch. Drikken består af lys rom, lime, lidt rørsukker og ingen isterninger. Meget enkelt og meget stærkt. I modsætning til de rom som vi kender i Danmark (rhum industrielle), som primært produceres på basis af Melasse, som er en mørk sirupsagtig substans og er restprodukt af rørsukkerproduktion, producerer man på Guadeloupe rom baseret på den rå rørsukkersaft (rhum agricole) og det er vigtigt, at det netop er denne rom som bruges i Ti-punch, fordi smagen af rhum agricole skulle være helt anderledes end smagen af rhum industrielle.
Mandag skal vi have afleveret bilen i lufthavnen. Her finder vi ud af, at der ikke eksisterer en bus fra lufthavnen til hovedstaden Pointe-a-Pitre, så vi må tage en taxi til byen - mega umoderne! Fra byen kan vi så tage en bus til Sainte-Anne, hvor vi bor. Bussen er gammel, sæderne klistrede og den lugter virkelig dårligt! Da vi starter turen bliver busdørene heller ikke lukket, måske fordi de ikke virker mere, måske fordi det er bussens form for aircondition. Ikke desto mindre er det en lidt underlig fornemmelse at køre med åbne døre på motorvejen. Til gengæld er hastigheden på motorvejen begrænset, nok mest på grund af den meget gamle motor, som endog havde problemer med at trække bussen op ad en lille bakke. Det lykkedes dog at komme over bakken med en gennemsnitshastighed på 1 km. i timen. Vi kom helskindet frem, og det var da en interessant oplevelse.
Sørens franskkursus kører hele ugen og undervisningen foregår om formiddagen og om eftermiddagen går tiden med, at Søren laver lektier til næste dag. Der sker hurtigt fremskridt i hans franskkundskaber, så nu er han klar til de næste to ugers undervisning i Montréal!